Lærerguide og undervisningsvejledning til tværfagligt temaarbejde på mellemtrinnet og til fag som håndarbejde, sløjd, natur/teknik og design. Bogens genbrugsidéer vil dog også være interessante udenfor skoleregi for børn (fra 10 år) og voksne.
Bogen er bygget op med et teoretisk afsnit til læreren, hvor begrebet bæredygtigt design præsenteres. Herefter følger nogle temasider om genbrug, redesign, fair trade og materialelære bl.a. om mærkning af tøj og med forslag til oplæg, litteratur og links. Praksissiderne er mærket med DIY (Do it yourself), nogle med trin-for-trin vejledning. Anvisninger er delt op i planlægning og forarbejde og i redskaber og arbejdsmetoder, hvilket gør planlægning og udførelse overskuelig. Her er fx indkøbsposer, smykker, knager, hynder, redesign af T-shirt og bolde. Materialerne er tilgængelige såsom garn- og stofrester, grene, blade og tidsskrifter, dåser og diverse poser. Alle praksiseksemplerne er grundigt beskrevet såvel med tekst som farvefotos. Bogen slutter med forslag til videre arbejde med idéudvikling af bæredygtigt design. Bogen understøtter i høj grad tanken om bæredygtighed i lækkert design. Forfatteren er seminarielektor og autodidakt billedmager.
Der findes ikke tilsvarende bøger med anvisninger til tematisk arbejde i skoleregi. Kitch, glimmer og genbrug, 2010 giver også inspiration til at skabe ting af primært genbrugsmaterialer.
Et virkelig gennemarbejdet, lækkert og inspirerende materiale primært til lærerens forberedelse.