"Enten har du aldrig set Rom, eller også kan du ikke forlade den" siger et klassisk citat om byen, og Kamp slentrer passioneret rundt i byen og fortæller. Mest for de allerede afhængige Rom-kendere.
Stemningstur gennem Rom ledsaget af akvareller på hvert opslag. Kamp har udgivet både restaurantguides og rejsebeskrivelser af klassisk tilsnit som denne, der mest minder om hans På eventyr i de romerske rioni. Kamp fører læseren rundt i de 14 kvarterer, der udgør det klassiske Rom. Mest er fokus på de mindre kendte attraktioner, selv om både Trevifontænen og Peterskirken får både sin omtale og akvarelskitse. Strejftogene, som han selv karakteriserer de løbende korte omtaler, er isprængt anekdoter og detaljer og dvæler fortrinsvis ved kunstværkerne på kendte og mindre kendte pladser og kirker. Men han observerer også nutidens levende og travle Roms forretnings- og byliv. Steffen Bues akvareller udgør en markant, selvstændig del med motiver, der har selvstændige kommentarer.
En atmosfæreladet, nærmest indforstået tur gennem det klassiske Rom. Bogens ærinde er stemningen og detaljerne mere end turistattraktioner og fakta, og den er ledsaget af klassiske realistiske akvareller i bløde gyldenbrune farver.
Stemningen er som i H.C. Andersens rejsebøger. En Rom-bog med tegninger i en anden stil er Grøndahls Sihaya ti amo om Seppo Mattinens kunst.