Her år 1 efter Saddams fald er Irak truet af voldsomme oprør mod besættelsesstyrkerne, og de amerikanske høges planer om en demokratisk dominoeffekt i Mellemøsten bliver afsløret i al deres naivitet. På den baggrund er det ekstra interessant at læse denne øjenvidneberetning fra Bagdad før, under og efter det amerikanske angreb. Det er en web log-dagbog fra september 2002 til oktober 2003 skrevet med modig dødsforagt af en veluddannet og særdeles velorienteret 30-årig irakisk bøsse. Han hader Saddam og er til dekadent vestlig livsform med sex, stoffer og alkohol, men han har også et klart og sarkastisk blik for den amerikanske dobbeltmoral under krigsforberedelserne mod deres gamle våbenkunde. Han ser også tidligt og klart, at amerikanerne er dårligt forberedte på at styre Irak, og at de hurtigt bliver upopulære og siden forhadte ved deres kontante svar på angreb, deres husundersøgelser og deres undervurdering af irakernes stolthed. Pax blev tolk for en amerikansk journalist og skriver nu klummer til The Guardian, samtidig med, at han fortsætter sin web-log. Det er interessant læsning, noget af et scoop, men samtidig er der mange private henvisninger og mails, som ikke er så vedkommende som stemningsrapporterne og øjenvidneberetningerne.