Her er en ny og indbydende udgave af en elsket og meget udlånt pegebog for de mindste, fra 1 år. Den udkom første gang i 1998. Nu foreligger den i 4. udgave. Formatet er noget større. Forsiden er et nærbillede af Bamse, let beskåret i forhold til de første udgavers. Bagsiden har samme illustration ubeskåret, trukket lidt tilbage på siden. Dertil kommer at titlen, i lyseblå, og Bamses dyne er belagt med glimmer, ligesom den nytilkomne måne og stjerner. Den meget, meget korte tekst er identisk med første udgaves på nær et enkelt "det" ændret til "Kylling". Den er sat med en lidt større og mere fed sats. Placeringen på siderne varierer nogle gange fra de første udgavers. Illustrationerne er også de samme, enkle og varme, men i et større format, teksten på honningkrukken står dog anderledes. Farverne har ind imellem en lidt anden tone. De kraftige papsider gør bogen solid. I pegebogen optræder trekløveret Bamse, Kylling og Ælling. Hvert opslag fortæller en lille historie fra deres fra tv velkendte hverdag og univers. Fx vander Bamse sin tørstige potteplante, Kylling spiller en molodi på mundharpen og Ælling sover med sin røde sut. På sidste opslag putter Bamse sig under sin dejlige dyne.