Barbaroux' sidste tørn

Læsere af "hyggelige krimier" vil gribe denne, men naturligvis primært de, for hvem Poupliers Barbaroux-serie er et brand.

Vennerne og kollegerne er ved at gå på pension, Barbaroux selv i den lille provencalske by Clos-de-Provence har også sluttet sit arbejdsliv som slagter. Han har svært ved denne nye dagligdag, kan ikke lide at se sin gamle butik, der er så meget underligt moderne, færdigretter lige til at putte i ovnen, og så med fisk! Hans gæve kone Florianne er kommet i byrådet, og har tilmed borgmesterens respekt. Men så får Barbaroux en kreativ idé, han vil hjælpe med at mane spøgelsesrygterne omkring det forfaldne slot i jorden, så det kan blive solgt, og sammen med sin ven grønthandleren tilbringer han natten i ruinen. De støder bare også på et mordoffer. Det er ikke krimiplottet, der bærer bogen, for det er ikke i top. Det er den hyggelige atmosfære, det er skildringen af alle små serviceafhængige samfunds problemer: tung trafik, sikkerhed for bløde trafikanter, små butikkers overlevelse etc., ja og så lige pensionisternes levekår med den vigtige overskrift: nyd livet!.

Som sagt er Poupliers bøger et solidt brand. Men jeg kom til at tænke på McCall Smiths menneskelige portrætter i bøgerne om fru Ramotswe fra Botswana.

Det er ikke en historie, der forstyrrer nattesøvnen, der er mange henvisninger til forrige historier, og det gør bogen til en god afsked med Barbaroux.

Read the full assessment