Filmen er et 3D-eventyr i en nutidig ramme, og aktuelle netsøgninger efter relevante informationer hjælper fx hovedkarakteren med at løse eventyrets gåder. Filmen skal stimulere salget af dukker, og dukkerne promovere filmen, så en kommerciel fødekæde danner her en effektiv ring. Målgruppen er forholdsvis veldefineret til før teenage-piger, der endnu leger med dukker eller har gjort det og stadig gerne vil opleve et lyserødt eventyr, hvor pink tøjmode og popsange bestemmer farvevalg og underlægningsmusik.
Merliah er særdeles ferm til at bevæge sig i og på havets bølger, og hun vil gerne være den bedste surfer i Malibu. Det viser sig faktisk, at hendes mor var havfrue og endda en royal sådan. Så Merliah må opfylde sin havfrueskæbne og redde havriget Oceana fra en ond dronning, før hun igen kan surfe og suverænt vinde mesterskabet.
Der er efterhånden produceret en hel serie computeranimerede Barbie-film, der placerer den populære dukke fra legetøjsfabrikanten Mattel i alskens eventyr: Barbie i Nøddeknækkeren, Barbie som Rapunzel, Barbie af Svanesøen og Barbie - fairytopia. Filmene er velfortalte, og dramaturgien er i orden, mens figurerne er plasticglatte og animationen lidt stiv og kantet. Men sådan fremstår dukkeuniverset jo også.
Barbie-dukken har siden sin fremkomst stået som symbol for et serielt, særligt amerikansk forbrug i børneværelset. Barbie i et havfrueeventyr og de øvrige film forstærker dette indtryk, og serien er ikke nødvendigvis noget at samle på.