Så er Barbie tilbage i endnu en rigtig glitrende tøsefilm Barbie - prinsessen og popstjernen. Denne Barbie-film er gjort lidt mere nutidig og rammer alle små piger i alderen 4-10 år lige i dansebenene.
Prinsesse Tori drømmer om et andet liv, hun er træt af de kongelige pligter og vil hellere gå til koncerter og være en almindelig pige. Popstjernen Keira drømmer også om et andet liv, og da de to mødes, beslutter de sig, ved hjælp af lidt magi, at bytte plads. Nu opdager de, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Da kongeriget Meribella er i fare, må ægte venner finde sig selv og stå sammen for at redde hele kongeriget.
Denne Barbie-film er tro mod hele Barbie-konceptet, og selvom den er peppet mere op og gjort mere nutidig, er den stadig fyldt med glimmer og holdt i pink og lilla farver. Den er fyldt med ny musik og sange, der hurtigt huskes og synges med på af målgruppen. Denne film kan sammenlignes med de nyere Barbie-film såsom Barbie - prinsesseakademiet og Barbie - den perfekte jul.
Denne Barbie-film er klart en af de bedre. Historien er god, og Barbie-universet får lige et lille løft med ny god musik. Denne film rammer rent ind hos målgruppen, for prinsesse kombineret med popstjerne er den perfekte blanding for nutidens små piger.