Om den nuttede bjørn Knud, der finder ud af, at man kommer længst med ærlighed. En sød, hurtiglæst billedbog til de 3-5-årige.
I 2010 udkom Kramløse Knud, hvor den lille bjørn var på jagt efter et kram. Denne er et rart gensyn med Knud, der får en strikhue af sin far. Knud er så glad for gaven, at han løber ud for at vise sine venner den. Men ak og ve, huen hænger fast i et træ, og pludselig er huen trævlet op. Fortvivlet spørger Knud sine venner hvad han skal gøre, indtil kaninen giver det råd, at Knud skal sige det som det er. Det viser sig at være et godt råd. Faren bliver slet ikke sur men forærer Knud sin egen hue. Mellings illustrationer er indbegrebet af at være nuttet, og teksten lægger sig fint op af billedsiden. Knuds fortvivlelse underbygges af dialogen, der, når Knud siger noget, er skrevet med fede versaler. Billedbogen slutter af med et dobbeltopslag med sjove eksempler på forskellige former for huer fx tittebøhhue, pottehue og huebuks. David Melling har flere billedbøger bag sig som både forfatter og illustrator fx ridderbogen De tre ønsker, 2007.
Bjørne går ofte igen i billedbøger som et redskab til at tage temaer op på en ufarlig og harmløs måde. Af lignende med samme grad af at være nuttet findes Waddells billedbøger om Lille Bjørn.
En nuttet, sjov, traditionel opbygget billedbog om en bjørn, der lærer, at det er bedst at sige sandheden. En billedbog som uden tvivl låner sig selv ud. Velegnet til hyggelæsning for de mindste fra 3 år.