Sanne Gadebarn (91/41) af samme forfatter er nok kendt af mange. Med samme skånselsløse realisme berettes her om borgerkrigens grusomme logik, som kan tvinge fredelige mennesker til at begå grusomheder, som fx kendes fra KZ-lejre, fordi det vigtigste er selv at overleve. Når det så oven i købet er børn - måske på kun ti år som her i bogen - det drejer sig om, og når romanen er baseret på interviews, samtidig med at efterordet beretter, at der anslået er 250.000 børnesoldater i verden, ja så er det en væsentlig bog. Baggrunden er den overståede borgerkrig i Moçambique, men konceptet er universelt og desværre også tidløst. Bogen følger Anselmo gennem to år, hvor han af guerillaen tvinges til uhyrligheder, der skader hans sjæl for livet, men der er da heldigvis givet et håb for ham og hans land, som nu er på den tornestrøede vej mod freden. Bogen er skrevet i nutid, hvilket giver en øget intensitet, og sproget er ligefremt. Forsideillustrationen angiver præcis stemningen ved at vise Anselmo med maskinpistol, alt for tidlig voksen, med baggrundstegninger fra en barndom, han aldrig fik. En vægtig og vigtig bog om et uhyggeligt emne.