Skøre historier til fornøjelseslæsning for de ca. 5-10-årige. Især til højtlæsning.
Her er alle Sally Sukkertop-historierne samlet i én bog. De er alle kendt fra Søde Sally Sukkertop og andre ækle eventyr, bind 1-10 (1998-2006), hvor de er blandet med Kiddes vildt overdrevne og respektløse eventyr-gendigtninger. Som nok bekendt er alle Sally-historier næsten ens: Sally besøger Bedstemor Bob, der koger øllebrød og ryger cerutter. Hver gang Bedstemor kommer til at sige navnet "Rødhætte", sprænger Sally hende i luften. Og det er sjovt hver gang! Men om nogen kan klare at få læst alle 41 historier op på én gang, det tvivler jeg på. Små doser er mere passende. Ida Gantriis har illustreret med s/h tegninger. Stregen er lidt mere rå og løssluppen end sædvanligt, så tekst og tegninger passer sammen.
Kidde er Kidde og kan ikke rigtigt sammenlignes med andet. Hans historier er der ikke ændret på her, de er bare samlet i et enkelt bind og illustreret. Oprindelig er Sukkertop-historierne ikke illustreret, de havde blot en lille tegning af en pige i Kiddes egen streg.
Sally Sukkertop er festlig og helt ude i hampen. Meget velegnet til højtlæsning. Dog bedst i mindre doser.