Bedstes tæppe

Penny Ives er både forfatter og tegner ligesom i Da julemanden fik røde pletter. Derfor føles det let at sammenligne tegnestilen, som med mange detaljer og med nænsom nostalgi skildrerepisoder i Bedstes lange liv. Selv om siderne lyser af farver, er der en afdæmpethed i farvebrugen på de pastelagtige tegninger. Ives er blevet sammenlignet med Briggs. Det skyldes ikke kun mådenat farvelægge på, men i høj grad også måden at tegne ansigter på. Det hele er episoder i engelsk kultur, nået gennem Bedstes livshistorie og fortalt til hendes barnebarn, der så genfortæller- ellerrettere lader Bedste genfortælle sit patchwork-tæppes historie. Hvert stykke tøj har nemlig tilknytning til Bedstes tilværelse, idet hun har brugt tøjet engang. Det hører vi om, mens vi ser det påtegningerne, og på hver side er så et stykke af stoffet vist i et af hjørnerne. Teksten er roligt berettende, uden dramatiske effekter, og man fornemmer hurtigt, at de to hovedpersoner kan lidehinanden, og at Bedste harværet glad for sin tilværelse. De mange ord og opsætningen på lange linjer kræver læsefærdighed svarende til 3.-4. kl., mens indholdet kan forstås ved oplæsning fra 4 arsalderen. Hvis bogen skal bruges til undervisning, vil det nok begrænses til emnearbejde om 'Børn i gamle dage'.

Read the full assessment

Jeg-fortælleren, en pige, elsker at besøge bedstemor og hendes to katte. Så plejer hun at få Bedste til at fortælle historien om det patchworktæppe, som bedstemor har over sig, når hun sidderved ilden. Hvert eneste lille stykke stof i tæppet er fra en af hendes kjoler. Således fortæller tæppet hendes livshistorie bid for bid. Familiehistorierne giver anledning til at kigge påfamiliefotos. Den slutter med den lille piges fødsel. Bedste viser, hvordan pigen kan lave sit eget tæppe. Således kan historien gentage sig. Illustrationerne er sødladne og farvestrålende igammeldags engelsk stil. De rødkindede personer er evigt smilende med udtryksløse øjne. Selv dyrene smiler. På flere af opslagene ses en trådet nål stukket ned i et stykke stof svarende til denkjole, bedstemor fortæller om. Teksten er sat med store typer. Illustrationerne er dominerende. Selv om ideen er god, formår den staccatoagtige historie ikke at blive levende eller vedkommende.Måske fordi pigens rolle ertilskuerens. Der mangler handling. Som et stykke livshistorie vil det sandsynligvis være mest interessant for den voksne læser. Jeg tror, børn skal kende personen for atblive fanget af dennes fortid. I givet fald henvender den sig til større billedbogslæsere. Penny Ives udkom i 1990 med Da julemanden fik røde pletter.

Read the full assessment