Bogen er et videnskabeligt sociologisk forskningsprojekt inden for motivationsteori, et klassisk sociologisk felt med Maslow og Hertzberg som områdets hovedteoretikere. Bogens tre forfattere er alle tilknyttet Center for Virksomhedsudvikling ved Handelshøjskolen i Kbh., og de søger netop at afprøve forgængernes teorier op mod nutidens unge akademikere eller "videnarbejderes" arbejdsform, der er præget af stærkt engagemenet og (over)arbejdsomhed. Hvordan adskiller den sig fra fx lønarbejderens? Ifølge primært Maslows motivationteorier skulle disse mennesker "skrue ned", så snart de har fundet et arbejdsmæssigt og lønmæssigt stabilt ståsted. Men tendensen er snarere modsat, og forfatterne undersøger gennem iagttagelser og interviewundersøgelser fx spørgsmålet om, hvad der blev af 68'er-drømmen om frihed til at realisere sig selv. Svaret er ikke entydigt. Forf. sammenstiller systematisk de forskellige motivationsteorier med interviews m.m. Undersøgelsesgruppen er kandidater fra Københavnsområdet med få års erfaring. For det første har arbejdslivet og -vilkårene ændret sig drastisk. Arbejdet er blevet en platform for sociale og identitetsskabende relationer og personlig branding. En konstruktiv skepsis til sin arbejdsplads er nu accepteret og dagens videnarbejdere er mere kræsne. Bogen kan med sine praktiske iagttagelser og underbyggede statements også med udbytte læses af ledere.