"Det, der adskiller Dawn Ray'd fra andre post-black-bands, er deres melodiske side. Dawn Ray'd er ikke sørgmodigt som Mizmor eller Woe og heller ikke et uafbrudt angreb som Ancst. De har melodien med i deres sangskrivning, og Barrs vekslen mellem råbende agitator og indlevende violinist er i særklasse. Melodien ligger bag de skarpe riffs fra først til sidst, og især på 'Until the Forge Goes Cold' får man mindelser om de gode numre. Satyricon spillede, dengang de stadig lavede noget, der var værd at lytte til. Det er store riffs med jordbunden undertone, og de giver os en helt særlig blanding af aggression og harmoni".