Et digt om Berlin er den karakteristik, der bedst beskriver Krass Clements udvalg af fotografier fra 1963-67, 1989-90 og 2002-03. En sporvogn er et gennemgående motiv, og tager man med på turen, får man byen serveret uden formildende omstændigheder. Almindeligt gadeliv, de trøstesløse husrækker, ruiner og genopbygning, spor i sneen, folk, der slentrer og de, der bare er. Et tivoli fuld af gøgl og en gruppe prostituerede. Og så nogle farvebilleder, der sprænger rammen med smukke lysvirkninger i byens træer. Selv om kun et par billeder af muren kan fastlægge den præcise topografi, er der noget ved hele blandingen, der så tydeligt tager temperaturen på netop Berlin. De lidt grovkornede billeder er rå, men stemningen er yderst melankolsk. Med et effektfuldt udstyr i rødt og sort er bogen et smukt portræt af en by, og et eksempel på det høje kunstneriske niveau i fotografens mangeårige virke.