I den nye serie Fantastiske bygningsværker handler første udgivelse om berømte skyskrabere. Det meget specielle emne har nok en begrænset læserskare, som formentlig vil være af hankøn på mellem 10 og 90 år. Det er en oplagt "bladrebog", som ikke har undervisningsrelevans.
Bogen præsenterer de første bygninger i USA, som kan komme ind under begrebet skyskraber og konstaterer, at tårne, som kan være højere end skyskrabere, ikke medgår i kategorien. Der nævnes dog også kendte og meget høje tårne rundt i verden. Der beskrives kort med facts otte skyskrabere, hvoraf de fleste ligger i Asien eller i nogle af de arabiske lande. Hver skyskraber har sit opslag med en kort tekst sat med store typer og underbygget af illustrerende fotos og forklarende tegninger. Facts er samlet her og lettere tilgængelig, end hvis de skal opsøges på internettet, hvor de findes på engelsk. Bogen afsluttes med et afsnit om fremtidens skyskrabere, som er ved at blive bygget eller er projekteret. Bagerst findes stikord, flere oplysninger og ordliste. Teksten er ikke umiddelbart let at læse, selv om det ser sådan ud ved første øjekast. Men billederne og faktabokse appellerer til yngre læsere.
Der findes ingen tidligere udgivelser, der behandler begrebet skyskrabere som separat emne.
Det meget specielle indhold appellerer til en smal målgruppe. Men er man interesseret i skyskrabere, er dette en kærkommen bog, man kan finde mange samlede oplysninger i. Umiddelbart har bogen ingen undervisningsrelevans.