Bogen er for de 4-8-årige, og der er godt med samtalestof om det at stjæle, om at have dårlig samvittighed og have mareridt. Endvidere kan der digtes videre på den lidt åbne slutning, hvor faderen fortæller, at han også har prøvet at stjæle.
Søren Nordstrand debuterer som børnebogsforfatter med denne bog. Det er historien om Bertram, som har taget en kammerats legetøjsrevolver ned i sin taske. Da han skal til at sove om aftenen plages han af svære samvittighedskvaler, og han har nogle grumme mareridt, hvori han af sine forældre bliver sat i fængsel uden at få besøg. Hans klasselærer - afbildet med horn i panden og en aflivet vædder om halsen! - fortæller at han ikke er velkommen i skolen mere. Det hele er meget grumt, hvilket i høj grad understreges af Pia Thaulovs illustrationer i mørke farver. Alt ender dog godt med et skønt farveskift til morgenens gyldne og lyse farver, da Bertram vågner og opdager det hele, var en drøm. Det er en overbevisende og velfungerende debut, og Søren Nordstrand og Pia Thaulov - denne gang med foruroligende grumme, gode akvareller - klæder hinanden rigtig godt.
Historien vækker mest af alle mindelser om Alfons og uhyret med sit tema om dårlig samvittighed, og hvad det kan føre med sig.
Overbevisende debut fra Søren Nordstrand med denne grumme historie med happy end om tyveri, dårlig samvittighed og mareridt, rigtig godt understøttet af Thaulovs illustrationer.