Henvender sig primært til bestyrelsesmedlemmer i aktie- og anpartsselskaber og fx menighedsråd, der ønsker at sætte sig grundigt ind i det juridiske aspekt af bestyrelsesarbejdet, men ikke nødvendigvis er juridisk uddannede.
Efter en gennemgang af selskabsreformen får vi lovregler, formandens pligter, budgettering, forhandlingsprotokol og andet med relation til bestyrelsesarbejdet. De ialt 20 kapitler er suppleret med faktabokse med litteraturhenvisninger og huskepunkter fx lovtekster. I bogen citeres en lang række domme til konkretisering af teksten. Forfatteren er bl.a. kendt for Selskabsret, der udkommer i 8. udgave her i 2010. Han er således ekspert på området. Her får vi en meget koncentreret juridisk præget fremstilling af emnet, der absolut kræver nærlæsning men ikke nødvendigvis stor juridisk indsigt.
Bogen her er 2. udgave. Den udkom første gang i 2006 og er nu ført ajour bl.a. mht. selskabsreformen i 2010 og således forøget med 50 sider. Denne bog er mest virksomhedsrettet, for folk med et professionelt sigte i deres bestyrelsesarbejde. Andre bøger er mere velegnede til foreningsarbejde fx Hans Stavnsager Håndbog i foreningsarbejde, 2008, den er betydelig mindre og henvender sig til foreninger, det samme gælder for Hasselbalchs Bestyrelser i foreninger, 2010, der har mere jura med.
En grundig og meget koncentreret, juridisk gennemgang af arbejdet i en bestyrelse, især for medlemmer af aktie- og anpartsselskaber.