Bogens 2 forfattere har i mange år beskæftiget sig med gymnastik og bevægelseslege for alle aldersgrupper, men i de senere år har de koncentreret sig om børnegymnastikken. Det er blevet klart, at arbejde med bevægelse ikke bare er vigtigt for barnets fysiske udvikling, men også på mange andre områder. Børnene får bl.a. erfaringer i at samarbejde med andre, de får kendskab til kroppen og opfattelsen af rummet, retninger, farver og sproget bliver stimuleret. Når det så, som her, sker sammen med voksne, får børn og voksne desuden nogle gode fælles oplevelser ved at lege sammen. Bogen indeholder et væld af ideer til bevægelsesaktiviteter for børn i alderen 0 til 6 år, alle forklaret på enkel måde, der er noder til nogle af sangene, og musikforslag til mange af øvelserne. Det er en meget praktisk anlagt bog med fotografier og tegninger. Jeg tror den vil blive benyttet flittigt i dagplejen, i børnehaven, i børnehaveklassen, i gymnastikforeningerne og af forældre til små børn hjemme. Bogen er et fint supplement til de mange andre bøger om bevægelseslege.