Appetitvækkende fagbilledbog, som kan læses højt for og billedkigges af børn i alderen 3-7 år. Forsiden vil virke som en magnet på bil-entusiastiske børn med sin røde Ferrari Formel 1-racer.
Bogen indgår i den nye serie Se hvordan de virker!, hvor vi foreløbig har set to andre titler: Lastbiler og Gravemaskiner, begge (09/35). I bogen præsenteres 7 forskellige slags mere eller mindre spektakulære køretøjer. Til hvert opslag er der en beskrivelse af nogle af køretøjets dele og dets brug. Udseendet med indsatte fotos er velkendt fra andre Dorling Kindersley bøger. En lille anke: Bagsideteksten er lidt sjusket, idet der bl.a. står: "...en introduktion til en spændende verden af hurtige biler". Det er lidt misvisende, da fx el-bilen og den terrængående vogn næppe kaldes hurtige. Desuden står der "...racerbilen og andre biler på væddeløbsbanen og på landevejen". Mig bekendt betegner ordet "væddeløbsbane" normalt steder for hesteløb og ikke motorløb. Bogen er en hæderlig introduktion til nogle lidt specielle men kendte køretøjer.
De senere års billedbogs udgivelser om biler og beslægtede køretøjer har ofte været rent danske udgivelser med biler, som man kan se her i landet. Det gælder fx serien Se her -, som er i nogenlunde samme sværhedsgrad. Det har været rart med disse udgivelser, men derfor også passende med en mere "spraglet" udgivelse som denne.
Ganske tiltrækkende fagbilledbog med velkendt udseende om et populært emne, som medtager europæiske og amerikanske køretøjer.