Bladrebog for geografi-interesserede børn fra 8-11 år, med en anden tilgang end den, et klassisk atlas repræsenterer.
Billedatlasset har efter kolofon og indholdsfortegnelse en forklaring på, hvad de forskellige billeder betyder. Sprogligt vil eleverne først kunne læse forklaringerne i 10-års alderen. Første opslag er verden med verdensdelene, verdenshavene og ækvator samt vendekredsene. Dernæst beskrives Europa i bidder over 5 opslag, og jo længere vi kommer væk, jo færre opslag. Hvert opslag er bygget op med en brødtekst samt to tekstbokse - "Mere om" og "Vidste du det". Derudover er kortet fyldt med tegninger, der kendetegner væsentlige elementer i landet, markering af grænser samt bjerge og søer samt målestoksforhold. Der er meget sporadisk viden at få for den nysgerrige indskolings- og mellemtrinselev. Indersiderne viser landenes flag. Bagest er der ordforklaringer og et fyldigt register.
I forvejen findes Mit billedatlas (11/38), Mit første billedatlas (10/04), og Billedatlas - illustreret atlas for børn (09/27). Sidstnævnte er mere omfattende end de to øvrige.
Fint billedatlas for nysgerrige børn i alderen 8-11 år, og atlasset supplerer fint de to øvrige af samme omfang.