Henvender sig som sociologisk introduktion af begrebet "biopolitik" til akademisk rutinerede læsere, der fx også læser bøger af Michel Foucault. Til opgavebrug mindst godt gymnasieniveau, og nok mest velegnet til videregående sociologiske studier.
Forfatteren, der er tysk professor i sociologi ved Frankfurt Universitet præsenterer her et sociologisk og filosofisk værk om begrebet "Biopolitik". Bogen er skrevet på et højt akademisk niveau og kræver gerne en vis indsigt i centrale sociologiske tænkere som netop Michel Foucault, Antonio Negri, Giorgio Agamben og Michael Hardt. Og netop disse tænkeres tanker om begrebet er udgangspunktet for denne introduktion til biopolitik. Selve definitionen af begrebet er temmelig diffus, og man kan godt forstå, at begrebet overlapper mange forskellige forskningsområder, hvis man holder sig til den umiddelbare begrebsforklaring: "en politisk styring, der berører alle dele af livet". Det er solidt tankegods, og altså ikke helt nemt at forstå. Men Lemke formidler biopolitikkens historie, ikke mindst med fokus på brug af racepolitik, og introducerer læseren til biopolitisk tænkning hos de ovennævnte, bl.a. Negri og den meget brugte Foucault.
Andre nyere bøger med biopolitik som delemne er Livets politik : biomedicin, magt og subjektivitet i det 21. århundrede, og naturligvis bøger af de ovennævnte tænkere, bl.a. Foucault. Bogen er den første introduktion til begrebet på dansk.
Indføring i begrebet biopolitik på højt akademisk niveau.