Denne historiske og biografiske roman om middelalderen og den hellige Birgitta, er en bred fortælling, der kan formidles til alle gode læsere af historisk stof.
Den hellige Birgitta af Vadstena (1303-1373) blev født ind i den betydningsfulde Finstaslægt i Uppland. Allerede som barn modtog hun syner og åbenbaringer fra Jomfru Maria. Hun blev gift med en lagmand og fødte otte børn. Efter en fælles pilgrimsrejse til Santiago helligede de sig religiøse opgaver og påbegyndte bl.a. et kloster i Vadstena og grundlagde her Birgittinerordenen. Hun besad en stærk åndelig styrke og blandede sig i politik og kirkelige forhold. Fra 1350 boede hun i Rom og blev kendt som profet og for sine hellige skrifter. I romanen følger vi hendes liv fra barndommen i Sverige til hendes død i Rom. Der er lagt vægt på hverdags- og familielivet, og de dilemmaer hun stod i som mor og hustru og på det religiøse kald, som var langt mere end et individuelt anliggende. Sproget er velformet, og indholdet virker velresearchet med citater fra hende selv. Forfatteren har også skrevet en biografi om Birgitta.
Johannes Jørgensen (1866-1956) har skrevet en stor biografi om hende. Romanen minder om Hildegard, 2009-10 af Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
En læseværdig velskrevet biografisk, historisk roman om én af middelalderens helt store kvinde- og kirkehistoriske skikkelser. Romanen fungerer både som en usædvanlig kvindeskildring fra tiden, og den giver god indsigt i hverdagslivet og de politiske forhold.