Kari Sverdrup skriver vedkommende og spændende bøger om børn med handicaps og svære problemer i den mentale bagage, til tider indfølt og vellykket som i Natsvømmeren (96/33) og Den sommer jeg blev tretten (97/34), til tider tenderende det skematiske. 16-årige Hanne Irene Pettersen, eller Hip som hun gerne vil kaldes, har delvist overvundet sit handicap, cerebral parese. Hun halter lidt, taler ikke altid helt rent og så har hun noget med armen. Hun er køn, men utilpasset og har lavt selvværd. I bogens start møder hun Rune på 19 år, der vender tilbage til den sydnorske lilleby. De forelsker sig, men en række mystiske og dramatiske begivenheder forstyrrer idyllen og bringer ellers fortrængte, uhyggelige minder fra Hips barndom op til overfladen. Bogen er skrevet i 1. person og giver i den intime tone mellem læser og fortæller netop læseren en vellykket og fin beskrivelse af en ung usikker piges tanker, handlinger og forhold til familien og den nyfundne kærlighed. Det kniber mere med den indbyggede dramatik, repræsenteret ved Hips onde stedfar og den svære jalousi, der forekommer udvendig, forudsigelig og afvikles tungt og langsommeligt. Derfor en udmærket brugsbog, der underholder og nok indimellem griber, men ikke klarer distancen og de dybere spadestik. Fra ca. 7. klasse.