Spændingsroman, som er god uden at være et rigtigt helstøbt værk. Handlingen har flere spændende afstikkere, men jeg synes der er for mange til, at de bliver ordentligt gennemarbejdet eller sandsynliggjort: Vi når gennem kommunismens sammenbrud, de danske venstreintellektuelles vej til lyserøde holdninger og solide chefstillinger, Danmarks Radios struktur- og produktionsproblemer samt en midaldrende mands sammenbrud efter uhyggelige oplevelser, som kalder barndomstraumer frem hos ham. Sproget er godt og flydende men holder sig på hverdagsniveauet, og persontegningen er noget skematisk. Lars Amstrup har en chefstilling i Danmarks Radio og er gift med lettiske Ingrida, som bliver kidnappet under en ferie i New York. Sporene fører via en forførerisk blafferske til Riga, hvor en flok russiske mafiosoer bruger Ingrida som afpresning. Lars må rejse som kurer med mystiske kufferter, oplever uhyggelige dødsfald og går mere og mere i spåner i apati og manglende virkelighedsfornemmelse. Til slut dukker også barndommens spøgelser frem, som er med til at give en overrumplende og noget umotiveret slutning. Torben Poulsen har skrevet flere børne- og ungdomsbøger samt voksenromanen Gyngen, 2001.