Blindness, 2008 er baseret på en roman af nobelprismodtageren José Saramago. Filmen henvender sig snævert til et litterært publikum, der vil se, hvorvidt filmatiseringen fungerer. Og bredt til et publikum, der interesserer sig for science fiction-fortællinger.
En mand bliver pludselig blind. Alt fremstår grumset, mælkehvidt. De mennesker, der hjælper ham, rammes også af "den hvide syge". Og epidemien spreder sig som en løbeild! Myndighederne reagerer ved at isolere ofrene i nogle ramponerede bygninger, hvor madrationerne ikke slår til. En gruppe med en mand, der er født blind og derfor er vant til at orientere sig, opkaster sig som herremennesker. De kræver værdigenstande og senere seksuelle ydelser for at dele maden med de svagere individer. Men en øjenlæge, hvis kone er seende, men som har løjet sig blind for at følge sin mand i karantæne, varsler håb for menneskeheden!.
Civilisationens kollaps som følge af sygdomsepidemier er skildret flere gange på film, fx i Danny Boyles mesterstykke 28 dage senere, 2002, som med en egen logik og uhyggelig konsekvens skræller den tynde civilisationsfernis af og åbenbarer menneskets mest primitive urinstinkter. Og det er selvsamme ting, der er på spil i Goldings pessimistiske iagttagelser i Fluernes herre, 1954.
Jeg synes, at Blindness trods gode skuespillerpræstationer er en mislykket film. Dens civilisationskritik er velmenende nok, men historien er uden den nødvendige indre logik og fremstår aldeles utroværdig.