"Lydbilledet er overodnet mudret og så kompakt, at det grænser til det klaustrofobiske, men produktionen levner alligevel plads til, at instrumenter og vokal kommer til deres ret på pladen. De otte skæringer på Blodets Bånd går for det meste over i hinanden, og det er med til at understøtte det kompakte lydbillede og albummets gennemgående indelukkede univers ... Der er (...) elementer af tidlige Converge-plader at finde i lyden, men igen er udtrykket hos Halshug mere nedbarberet og simpelt end på den gennemsnitlige Converge-plade - og stille momenter, som kan snige sig ind hos Converge, er der absolut ingen af på Blodets Bånd. Det er også denne monotoni, der er pladens største akilleshæl, og på trods af den korte spilletid bliver pladen lige ensformig nok i længden".