Til alle de kageglade, der gerne vil have klassikerne i en samlet, moderne udgave - og specielt Blomsterbergs fans.
Endnu en lækker kreation fra Mette Blomsterbergs hånd. Om man kan lide hende eller ej, bage det kan hun. I denne bog tager hun fat på alle de skønne klassikere, som mange af os kender; måske bare i en indpakning fra købmanden (som fx citronmåne, den ser noget lækrere ud i Blomsterbergs version). Udover forordet, et par fif samt et register (bagest) består hele bogen af lækre opskrifter i den klassiske kogebogsopbygning: opskrift på den ene side og foto på den anden. Der er både lette og svære retter, hurtige kager og tidkrævende konditorkunst. Alt sammen serveret på en umiddelbart let tilgængelig måde med forklaringer på det, der måske ikke umiddelbart er logisk for de fleste. Udover kagerne er her også blevet plads til et par brødtyper - knækbrød, franskbrød m.v. Lækkert er det i hvert fald, og man får lyst til at gå i gang med det samme.
Af nyere kogebøger med opskrifter på klassiske kager kan nævnes: Sødt, sådan!, 2011 af C.S. Svensson, samt Den store bog om kager & desserter, 2010 af Hannah Miles. Blomsterbergs bog adskiller sig primært på hendes navn, der for mange så at sige er toppen af kransekagen.
Endnu en indbydende og meget brugbar kage-bog fra Mette Blomsterberg, der nok skal blive efterspurgt på bibliotekerne.