Bo, som vi kender fra en lang række letlæsningsbøger, vil ud og fiske gennem isen på sin sø. Han trodser forældrene, der mener, at det er for farligt, og ender med at gå gennem isen Heldigvis er hans ven Tue i nærheden og kan hente far. Nu afsløres det, at Bos sø blot er en vandpyt, og at han kun har fået en våd sok. Bo har dog nu forstået, at man skal holde sig fra den rigtige sø. Bogen kommer i serien Lille Dingo, der er 1. skoleårs første rigtige bog (fra 7 år). Den er meget nem med korte hovedsætninger og mange gentagelser. Med disse enkle midler opbygges alligevel en dramatisk situation: Mon Bo drukner? Spændingen udløses dog i noget af en fuser, synes jeg, da det viser sig, at den farlige sø er en pyt. Historien kan som sædvanlig næsten billedlæses ved hjælp af gode tegninger af Orla Klausen.