Denne er til læserne af "litterære mysterier". Bøger med smukke og historisk vigtige manuskripter, eller bøger, der rummer viden og dermed værdi til at blive intrigers centrum. Men også til læsere, der interesserer sig for middelalderen og for arabisk og jødisk kultur.
Forfatteren kender vi på dansk fra Slør og begær, 1995, hvor man via interviews får indblik i den muslimske kvindeverden. "People of the Book" (org.titel) er muslimers betegnelse for kristne og jøder. Hannah Heath er en ung, meget anerkendt bogkonservator, hun får til opgave at behandle den berømte Sarajevo Haggadah. Denne jødiske hellige bog, er et af de første illuminerede værker, og dens eksistens er faktuel korrekt, forfatteren blev inspireret af dens redning under serbernes bombning. Hannah opdager under sit arbejde nogle spor: en sommerfulgevinge, saltkrystaller og måske vinpletter. I kapitler vekslende med Hannahs arbejde og liv får vi bogens historie, lige fra inkvisitionen i Venedig 1609 til mødet med en illuminationskunstner i Sevilla 1480. Det er en spændende fortælling, den er spækket med facts, og da bogens historie langt fra fortælles kronologisk, skal opmærksomheden skærpes. Nutidig historie fx nazismens grusomhed og den jugoslaviske borgerkrigs rædsler konfronteres vi også med.
Af bøger med lignende stemning kunne jeg nævne Kostavas Historikeren samt naturligvis Ruiz Zafons Vindens skygge.
God historie, uventet nuancerede figurer, kræver interesse for historie, bøger og kunst.