Forfatteren er født i 1959 og er cand.polit. Udover at formidle sin personlige holdning til boligmarkedet, som hun betragter som det mest ulighedsskabende element i samfundet, vil hun give læseren et indblik i boligmarkedet og nogle redskaber af matematisk, økonomisk og statistisk art til selv at gå i gang med at analysere et ofte uoverskueligt og kaotisk område. Bogen kommer rundt om mange vigtige aspekter vedrørende boligen, som kan betragtes som både et forbrugs- og investeringsgode. I seks kapitler behandles boligstandarden, boligbyggeriet, efterspørgslen, boligøkonomien, boligen som investeringsobjekt og boligpolitikken. Udover et mangfoldigt statistisk tabel- og figurmateriale, som flere steder er ført op til 2005, rummer bogen flere indskudte bokse med både fakta, opgaver og diverse kildemateriale. Bogen forudsætter både lidt forhåndsindsigt og interesse og er et aktuelt og forholdsvist kort bidrag til en større viden om et væsentligt samfundsmæssigt område, som ikke i de senere år har været behandlet tilsvarende.