Bomben i madkassen er en del af Carlsen tiger, letlæsningsbøger for let øvede læsere. Temaet er mobning. Budskabet, at man ikke skal finde sig i at blive mobbet, behandles så underholdende, at bogen vil blive et hit, især blandt drenge, hvis ellers de synes om illustrationerne. Mads Berg har illustreret. Forsiden, der er i farver, viser en stor og helt tydelig grov dreng presse en mindre og bange dreng til at antænde en bombe. Der er illustrationer på næsten hvert opslag, de er sort/hvide, virker helt grafiske, men er meget udtryksfulde og understøtter læsningen godt. Historien er godt fortalt, og indledningen: "I sidste uge slog de store drenge Michael ihjel. Næsten" skal nok få læseren til at blive hængende. Bogen har 5 kapitler, hver på 4-5 sider. Der er primært brugt let genkendelige ord, og sætningerne er bygget enkelt op. Der er delestreger i sammensatte ord første gang de forekommer. Bogen er anvendelig til fritidslæsning for børn der har læst et lille stykke tid, og gerne vil have spændende historier (ca. 7-8 år).