Letlæst bog i serien Mini-krimi til begynderlæserne i 1. og 2. klasse (fra 7 år), som har brudt læsekoden og efterspørger lidt spænding.
Midt i dansktimen lyder alarmen. Læreren tror, det er en brandøvelse, men det viser sig at være en bombetrussel. Børnene bliver råbt op udenfor skolen, og det viser sig, at der mangler en pige. Hun bliver fundet på toilettet. Derefter bliver børnene sendt hjem. Emils mor undrer sig over, at han kommer hjem, så han fortæller om bombetruslen. Om aftenen ser Emil og hans forældre tv, hvor politiet fortæller, at bombetruslen kom fra en gammel elev, der var sur på skolen. Emil synes, det har været en god fridag fra skolen - også fri for lektier! Teksten er ledsaget af farveillustrationer, der i nogen grad understøtter læsningen. Typografien er med forholdsvis store typer og sat i korte linjer og afsnit. Forfatteren er kendt for sine mange letlæste bøger for børn og unge.
Der findes flere letlæste krimier, fx Krimi serien, som også har spænding og humor, men er en smule sværere læseteknisk.
Krimier er også populære hos begynderlæserne. Denne lille letlæste krimi om en bombetrussel på en skole vil ikke ødelægge læserens nattesøvn.