Musikeren og foredragsholderen Henrik Marstal har tidligere været (med)forfatter til fem bøger. Senest kom Benny Andersen et liv ved klaveret (04/42). Denne nye titel er bl.a. blevet til på grundlag af de studier og de samtaler med bl.a. Benny Andersen, der gik forud for biografien. Derfor er der intet i den nuværende bog, der ikke er yderst veldokumenteret. Der er tale om ét langt og intenst studie i, hvorfor så mange anser B.A. for at være vores nationaldigter for tiden. Og især slås det fast, hvordan B.A.s danskhed adskiller sig fra den danskhed, som højrefløjen og især Dansk Folkeparti påberåber sig. I øvrigt er det fantastisk, hvordan den digter, der skrev Muddermålet som en bevidst forvanskning af Vort modersmål er dejligt, bare et par år efter kunne komme til at stå som nationalt symbol. Henrik Marstal dokumenterer gang på gang, at B.A. står for en åbnende og favnende danskhed, hvor indvandrerdebatten i stedet fremmer en udelukkende og afvisende holdning, der er i stærk modsætning til alt, hvad B.A. gennem årene har kæmpet for. Der er mere holdning end biografi i denne afhandling, men jeg tror Rosalinas forfatter bliver glad for den.