Denne billedbog, i kvadratisk format, handler om et populært emne, brandmanden og hans arbejde. Vi følger brandmanden Benjamin og hans kollegaer på en udrykning, efter at vi har fået præsenteret udstyr og brandstationen. På udrykningen redder Benjamin en hund. Billederne er fotograferede modellervoksfigurer. Den er politisk korrekt, idet der er flere figurer med etnisk udseende, og to af de aktive brandmænd er kvinder. Baggrundene er ofte ensfarvede, men scenografien i øvrigt er enkel og overskuelig, uden unødig "støj" på billedsiden. Opslagene præges af klare lyse farver. Sproget er enkelt, beskrivende og funktionelt. Vi har flere bøger om dette emne, og denne er blandt de letteste og enkleste, som har en historie. Det er en vellykket, overskuelig bog om emnet. Den kan bruges sammen med børn fra 3 år, og den kan supplere de titler vi har. Forsiden er dramatisk med brandbil og røg i forgrunden, og Benjamin med tryk på brandslangen, bagsideteksten er enkel og dækkende. Forfatter kendes også fra Tællebogen om alt fra din hverdag (2001).