En søgende, meget forsigtig digtsamling, én lang tekst delt i syv afsnit. Langsomt rejser den sig, bliver virkelig. Det er i kampen for at skabe virkelighed, i kampen for at forvandle sprogetog bevidstheden, samlingen er spændende. Det er ikke i de ydre handlinger, der sker noget, selv om et ophold med et barn i et hus i det sydeuropæiske danner ramme, men i kroppen og hjernen, somalle indtrykkene ubønhørligt trænger ind i for at kræve leverum. Opstillingen af teksten i korte, urimede sætninger, skulle gøre læsningen let. Og poesi-elskere, som har et vist kendskab tilmodernismens lyriske sider, vil sikkert beundre dens meget smukke billedsprog. Endelig må man regne med, at Inger Christensen har en del faste læsere, husk på Det, dansk modernismes storedigtsamling, som virkelig opnåede flotte salgstal. - Pænt bogarbejde, mange grafiske illustrationer af Johanne Foss: sorte, ulmende og spirende, foruroligende når de er bedst, men ind imellem fornaive og udvendige til tekstens kampfor livet.