Marner har som overlæge i børne- og ungdomspsykiatri arbejdet med den narrative terapi i en lang årrække, og han har bl.a. udgivet Kom - lad os snyde problemet, 1998. Denne danner baggrund for den nye bog. "Besatte børn" betyder ikke at de er besatte af djævelen og onde ånder, men at de fx har tiltagende angst, tvangstanker eller har svært ved at styre raseri og reagerer voldsomt. Teorien er udviklet af White og Epston, som Marner har haft tæt kontakt med. Barn og forældre kommer i samtaleterapi, og Marner skriver breve til barnet, hvor han fx fortæller en historie, som barnet kan identificere sig med. Han omtaler problemet som et monster, et uhyre o.l., og opfordrer barnet til at se uhyret i øjnene og jage det væk. Dvs. barnet skal selv agere og bevidst bekæmpe problemet. Bag det ligger nogle teorier, som gennemgås i bogen som en hjælp til andre terapeuter til at gøre brug af metoden. Der er en lang række breve i bogen, som viser, at metoden også kan bruges til teenagere. Det er en velskrevet bog om en metode, som rigtigt brugt kan give gode resultater.