Det er en vidunderlig varm velskrevet og underholdende fortælling om to meget forskellige søstres skæbne. Den 19-årige Nazneen indgår et arrangeret ægteskab med den 20 år ældre Chanu. De kommer begge fra Bangladesh og lander i indvandrerkvarteret Brick Lane i London. Her lever de et lidt trist isoleret liv og får nogle børn, som naturligt nok bliver meget engelske. Tilbage i Bangladesh gør Nazneens søster Hasina oprør for at blive gift med sin elskede, men skæbnen er hård ved hende på andre måder, og det fortælles i breve mellem de to søstre. Gennem Nazneens indre dialog og betragtninger af omverdenen maler den brogede verden og kulturforskellene sig frem i det multikulturelle London. Langsomt begynder hun via en hed romance at erobre sin plads i verden. Romanen er fyldt med sødme, humor og ironi om familier, erkendelse, kvindeoprør, kulturer og skæbne. Læsere i alle aldre kan glæde sig. Minder om Zadie Smith og Hanif Kureishi, men er lettere at læse. Brick Lane var nomineret til flere store priser i 2003 og er på vej til udgivelse i mange lande. Forf. er født i Bangladesh, men vokset op i England.