Mens Nordsjællands politi kæmper med flere svære drabssager, bliver politikommissær Marcus Falck suspenderet af sin nye og meget karrieremindede chef. Det stopper dog ikke Marcus Falck i at fortsætte opklaringsarbejdet i det skjulte. For voksne læsere af krimier.
Politikommissær Marcus Falck rager uklar med sin nye chef, der efter et ophold hos FBI forsøger at indføre de samme tilstande og arbejdsmetoder i det nordsjællandske politikorps, som han oplevede i USA. Derfor må Marcus Falk forsøge at opklare nogle svære mordsager i det skjulte med nogle af sine kolleger, der risikerer at blive sparket ud af korpset, hvis de bliver opdaget. Men det er ikke kun en fyreseddel, der truer. For nogle står også helbredet på spil. "Bronzeringen" er syvende bind i serien "En Marcus Falck roman".
Poul Erik Larssons krimiserie hører til i den danske mellemvare af krimier. De er hyggelige og ikke alt for blodige. Således også med "Bronzeringen". Halvdelen af historien handler mere om de nordsjællandske politifolks trængsler med den nye chef og hans moderniseringsidéer, end den handler om opklaringen af mordsagerne. Så spændingsforløbet bliver lidt afbrudt i løbet af historien. Kan man lide de andre bøger om Marcus Falk, så vil man også synes om denne. Bøgerne kan læses uafhængigt af rækkefølgen.
Vil man have noget tilsvarende kan man læse forfattere som bl.a Anne Grue og Camilla Läckberg.