Roman om drengen Lauritz, der svigtes af det sociale system, hvilket får store konsekvenser. Historien fortælles af en række personer tæt på ham. Til læsere af socialrealistiske skildringer om svigt og med kritik af de offentlige instanser.
I en periode på fire år følger vi drengen Lauritz. Han har infantil autisme og OCD og er tilknyttet bostedet Dronninglund. Her støtter og hjælper personalet på bedste vis. Dog er de underlagt begrænsede ressourcer og føler ikke altid, at de slår til. Sideløbende skal kommunen spare, og der er hele tiden fokus på at prioritere benhårdt. Det går ud over Lauritz. Synsvinklen skifter undervejs i bogen, så både Lauritz og personerne omkring ham får en stemme.
Som et litterært produkt står bogen ikke stærkt, men lever i kraft af en stærk indignation over det sociale system i Danmark. Den er mest at betragte som et partsindlæg og indspark i debatten om, hvordan vi behandler de svageste i samfundet. Sprog er letlæseligt og ret nøgternt, men til tider virker det mere som beskrivelsen af en case end som en roman med et litterært udtryk. Personerne reduceres til repræsentanter for et budskab, mere end de fungerer som hele mennesker. Det gælder specielt medarbejderne i kommunen. Den skæbnesvangre historie henvender sig nok mest til pårørende og folk med interesse for socialpolitik.
En anden roman, som beskriver svigt fra det offentlige system, er Intethvid af Anders Meldahl.