Nærværende bog udkom første gang i Holland i 1996, hvor den blev kåret som årets bedste debutroman. Den er skrevet af den marrokansk fødte Abelkader Benali, som var fire år gammel, da hans familie flyttede til Rotterdam. Man fornemmer da også andengenerations-indvandrerens kritisk bevidste stemme flere steder i værket, både hvor det drejer sig om beskrivelsen af det traditionsbundne familieliv i Nordafrika og indtrykkene fra den vestlige, mere industrialiserede og dynamiske verden. Kort fortalt er det en historie om et arrangeret bryllup, der skal holdes i en nordafrikansk landsby ude ved havet. Det går ikke som planlagt, tværtimod går det rigtigt skidt; især for brudgommen, som altid har haft svært ved at holde sig fra andre kvinder. Undervejs møder læseren forskellige farverige typer. Fortællingen er fortalt i en strømmende, fabulerende og associationsmættet stil med kommentarer ad spectatores og scene-krydsklip fra historiens nutid til begivenheder, som gik forud for den kommende ceremoni. Tonen er bramfri, blodig og humoristisk ironisk. Romanen, der er under udgivelse i England, Tyskland, Frankrig og Spanien, er ikke letlæst, og nogle vil nok finde kompositionen noget snørklet og handlingen lidt stillestående.