Kjeld Nyekjær Pedersen, f. 1947, debuterer med denne samling noveller fra Privatforlaget som er en del af Forlaget Underskoven. Kjeld Nyekjær Pedersen har arbejdet med en del forskelligt i sit liv, hvilket afspejles meget godt i Bukkejagten. Novellesamlingens forside og titel signalerer umiddelbart jagthistorier, men det er kun titelnovellen som delvist omhandler dette emne. Til gengæld er det en grum historie om en psykopat, som selv bliver offeret til en bukkejagt. Egentlig ganske velskreven, men meningen med historien står for mig lidt hen i det uvisse - andet end at man nok ikke skal tage en rødbrun ruskindsjakke på til bukkejagt. Ellers er det især de små historier og hverdagens små dramaer som Kjeld Nyekjær Pedersen gør sig bedst i. "Farlige træer" er en fin historie om to skovarbejdere Lars og Palle og deres indbyrdes magkamp. "To er for mange" er ligeledes en udmærket historie om Erik som arbejder indenfor FN og ironisk nok nærmest bliver frosset eller mobbet ud fra sit job. Der er historier om ungdommelig kærlighed og sidespring - med andre ord en blandet novellesamling og af blandet kvalitet, som er svær at rubricere under et. Enkelte af novellerne burde efter min mening have været sorteret fra, så havde bogen sammenlagt stået stærkere.