I 1873 drager fire jægere vestpå til Colorado på den ultimative bisonjagt. Bisonflokkene er tyndet kraftigt ud, men der går rygter om en paradisisk dal, der endnu rummer flokke på flere tusind dyr. Det vilde vesten fortalt enkelt og med litterær appel til alle læsere, der værdsætter stor litteratur.
John Williams (1922-94) blev genopdaget i 2014 med Stoner fra 1965, mens denne roman er fra 1960. Den handler om den unge Will Andrews, der opgiver sine Harvard studier og i 1870'erne rejser til Kansas for at lære landet, naturen og sig selv bedre at kende. I den støvede Butcher's Crossing slutter han sig til tre bisonjægere og bekoster en jagt til Colorado i håbet om der at finde de sidste kæmpe bisonflokke. Turen er brutal, bisondalen er paradisisk og de nedslagter i tusindvis af dyr, men når ikke ud af dalen før vinteren og må forlænge ekspeditionen med 8 måneder. Hverken mændene eller Butcher's C. er de samme, da de vender tilbage - nedbrudte på krop og sjæl og med drømmen slukket.
Det er en stor fortælling om den amerikanske drøm, om skønheden og brutaliteten i naturen, om menneskets søgen efter identitet og frihed. Smukt skildret og bevægende i sin enkelhed. Et epos der gør dybt indtryk. En anti-western der står som et vigtigt bidrag til forståelsen af den amerikanske sjæl.
Cormac McCarthys romaner bevæger sig også i mytisk westernland, men i vor tid.