Ib Rehné, Cairo. Sætningen bringer for mig minder om en epoke i radioen, både reportager fra brændpunkter og søndagssatiere. Faktisk var Rehné kun DR's korrespondent i Cairo fra 1976-80, men siden 50'erne har han for forskellige medier haft Mellemøsten som hovedarbejdsområde. Det er tiden fra brændpunkterne, han i denne bog genkalder sig og sætter i større sammenhæng. I modsætning til sit journalistiske virke, hvor han tilstræbte objektivitet - men ikke for enhver pris - er Cairo hans personlige betragtninger og refleksioner. Det er begavet læsning, hvor ikke en episode er overflødig som brik til forståelse af dagens situation i det sprængfarlige område. Skæbnen har som regel anbragt Rehné på den arabiske side i hovedkonflikten, hvilket ikke altid har været god tone, men han fastholdt og fastholder stædigt retten til at videregive, hvad han ser og ikke, hvad der er passende. Bogen er også spændende, kuglerne er fløjet om ørene på krigskorrespondenten - sidste kapitel hedder faktisk: "Den dag jeg døde", men det er som personligt vidnesbyrd, den står allerstærkest.