"'Caligula' er ikke et metalalbum, men det er det mest metal album, du kommer til at høre i år. Mellem pompøs klassisk musik, dronende keyboardflader, industriel noise, dark wave, ambient og neofolk-inspirationer tårner Kristin Hayter op, som hun skriger, vræler, brøler, skråler, synger og hvisler sig igennem pladen med lige dele operatisk diktion, teatralsk selvbevidsthed og ekstrem aggression ... 'Caligula' er et kig ind i sindets mørkeste afkroge og dybeste labyrinter. Det er et helvedesridt gennem voldens historie, den personlige såvel som den almene. Men med smerten som eksistentielt epicenter finder Hayter en råstyrke, der i sidste ende fører til en katarsisk forløsning. Og den forløsning er langt, langt større end hende selv".