Christina Hesselholdt fik med I familiens skød, 2007, sit store gennembrud i den brede læserskare. De vil også tage godt imod disse velskrevne fortællinger om parforhold og familieliv.
Christina Hesselholdt har en særlig stemme, der kort og præcist fremkalder billeder hos læseren. Den er munter, alvorlig og meget sanselig, og i denne udgivelse er der mere energi end tidligere. Bogens første del består af fem fortællinger, hvor personerne via venskaber og kærlighedsforhold er gennemgående. Det er store følelser som kærlighed, ensomhed og længsel, der tages op med skiftende synsvinkler, temposkift og grænseoverskridende handlinger. Vi møder parret Alma og Kristian, der vandrer i den engelske hede, hvor den klassiske litteratur understreger deres forholds elendighed, parret Camilla og Charles, der forsøger at genoplive forholdet på en stripbar, og Edward der forladt af Alwilda bor i sine forældres dødsbo. Bogens anden del er en fortsættelse af romanen I familiens skød, hvor Amalies nonfirmation skal fejres i den sammenbragte familie.
Der er mange gode danske forfattere af kortprosa, og læsere af fx Helle Helle, Pia Juhl og Marina Cecilie Roné vil her få en tekst, der gør indtryk. Fortællingen "Camilla and the horse" har været bragt i Ud og se, 2007 og brugt som eksamensopgave på gymnasieniveau.
Christina Hesseltholdt i en ny, sprudlende og fremragende stil. Alle, der holder af nutidig kortprosa, vil blive begejstret.