Roman for børn fra ca. 11 år. Camilla er en helt almindelig pige på 13 år. Sammen med sin mor, far og storesøster bor hun i en villa i omegnen af København. Camilla går i syvende klasse, og forholdet til kammeraterne er det helt centrale for hende. Det er en svær tid. Hjerteveninden Trine er forelsket i Ulrik og har ikke mere tid til Camilla. I pigegruppen er der iøvrigt forskellige intriger, der betyder, at Trine efterhånden bliver veninde med en anden. Camilla opdager dog, at klassekammeraten Niels Kristian er begyndt at interessere sig for hende, og efterhånden bliver de to kærester, men Niels Kristian er ikke den eneste, der interesserer sig for Camilla. På en sød og god måde fortæller bogen om den svære tid, hvor venindeskaber forandrer sig, og kærester dukker op. Det hele er meget uskyldigt og romantisk og fortalt med indlevelsesevne i et letflydende sprog. Parallelt med Camillas første erfaringer med kærligheden fortæller hendes gamle morfar om sin kærlighed til Camillas afdøde mormor. Kærligheden er den samme for alle generationer. For den voksne læser kan bogen forekomme en anelse langtrukken, men pigerne, som bogen henvender sig til, vil helt givet nyde hver side. Farvelagt forside, der viser en tænksom Camilla og appellerende bagsidetekst.