Endnu en af disse deprimerende, tragiske kvindekunstnerskæbner fra århundredeskiftet. Camille Claudel, søster til Paul, var en billedhugger af dimensioner som en Rodin, hvis elev og elskerindehun blev - til hendes vanheld. Samtiden kunne kun se hendes storhed som et ekko af Rodin, man troede han hjælp hende o.s.v. Måske var sandheden den modsatte? Camille Claudel havde nok kimen tilvanvid i sit vanskelige sind, men dette vanheld, modstanden mod kvindelige kunstnere knækkede hende, og hun tilbragte sine sidste 30 år indespærret som sindssyg. Hendes historie fortælles her megetindfølende, intuitivt, forf. forsøger at skrive sig ind i figuren, mange gange dvælende, af og til snublende i retorikken. Men engagementet i personen er bærende, og som læser fanges man ind idenne tragedie, der er centreret om de aktive år 1882-1905, om en handlekraftig, kompromisløs, stædig kunstner. I sin form, altså, noget krævende, men historien er jo blevet til film, med danskpremiere omkring påsken89, og der er grund til at tro på øget efterspørgsel i den forbindelse.