Canzone : digte fra Nørrebro

Canzone med undertitlen "digte fra Nørrebro" er et fotografisk genoptryk af udgaven fra 1981. Men Nørrebro for 22 år siden er ikke Nørrebro i dag, hverken konkret eller mentalt. Digtsamlingens indledende og afsluttende sonetkredse med deres sociale indignation over en udstødt og foragtet bydel forekommer i dag i bedste fald utidssvarende - sådan ser Nørrebro ikke ud i 2003. Til gengæld har det store midterparti i Canzone ikke mistet noget af sin kraft eller aktualitet siden 1981. Igennem 84 digte i canzonens form gennemlever digterjeg'et en kold januar måned, hvor nedslidningen af et kærlighedsforhold står centralt i beskrivelsen. En fjern Gud, en knap så fjern natur og en særdeles nærværende klassisk kinesisk poesi er nogle af de fikspunkter i digterens hverdag, som danner baggrund for hans vemodige erkendelse af kærlighedens og livets forgængelighed. Et fast holdepunkt i tilværelsen er desuden selve digtningen, der løbende tematiseres i teksten såvel som i den metriske formopfyldelse. Høecks arbejde med skriveprocessens "sproglige affald" og hans næsten systematisk meningsforstyrrende orddelinger, der kun sjældent har en digterisk funktion, er dog sproglige stiløvelser, som tiden ikke har været nådig ved.

Read the full assessment

Efter forårets Sorte sonetter, som handlede om palæstinenserne, følger her to bredt anlagte Nørrebro-suiter fra den meget produktive Høeck. Knap 150 digte sat op som klassiske digte i enhedera 13 linjer, med øjenrim og ikke mindst med deklamatorisk patos i diktionen og gengangermetaforer. En stilistisk, poetisk kombination som er Høecks egen, og som han her bruger til at formidleoplevelsen af en bydel i opløsning. Høeck fortæller om lidelse, desperation, forfald, resignation og politisk potens og impotens og gentager i slutdigtet, som er identisk med begyndelsesdigtet, detmanende spørgsmål: De malede kridtkors på alle mure / er de hadets eller smertens graffitti? Vælger Nørrebro at eksplodere eller resignere? Høeck besvarer ikke dette spørgsmål, men vender og drejerdet i denne nye bog, der om noget viser, at Høeck efter mange års stiløvelser nu er i stand til på original vis at formidle et vedkommende stof. Og denne digtsamling bør kunne udlånes på lige fodmed andre eksempler påden protest-poesi, som inspireret af punkteksterne nu dukker op i bogform.

Read the full assessment