Her er sidste del af de to forfatteres romantrilogi om midtvejslivets kriser hos fire midaldrende danskere - Pardans, 2002 og Jitterbug, også 2002 var 1. og 2. del. De tre bøger kan læses selvstændigt. De to vennepar Irene/Thomas og Ulla/Leif søger efter deres opløste parforhold videre efter en mening med tilværelsen, et ståsted, nogen at knytte sig til og en ny kærlighed. De to mænds livslange venskab kommer på en alvorlig prøve, men det holder. De må alle fire forholde sig til livets skrøbelighed og det, at ingen tilsyneladende er "fri af tidligere forhold", og spørgsmålet er, om fremtiden står klarere for dem. Hverdagshistorien om de fire midaldrende danskere anno 2002 fortsætter med at være lige dele "terapicase" og roman. Læserne har taget bøgerne til sig, og de vil også kunne lide denne sidste del.