Howard Gardner, amerikansk professor kendt for sine pædagogiske teorier om de mange intelligenser, bevæger sig her ud i et for ham nyt felt: erhvervslivet. Fra klassiske ledelsesteorier ved vi, at holdningsændringer er et vigtigt ledelsesværktøj, når der skal ske forandringer i virksomheden, og det skal der ustandseligt. At ændre menneskers holdninger kan virke provokerende, men i Gardners udlægning bliver fænomenet både interessant og spiseligt. Gardner er karakteriseret ved sin forkærlighed for mangfoldighed: mange teorier, mange faktorer i samspil, mange eksempler, mange måder at anskueliggøre ting på, mange intelligenser. Holdningsændringer kan ske på 2 måder: en pludselig, dramatisk åbenbaring eller en længere, næsten uidentificerbar ændring i perspektiv. Den sidste er langt den almindeligste. Men hvad sker der egentlig? I bogen præsenteres forskellige formidlere og repræsentationer af holdningsændringer, de værktøjer, de har til rådighed samt 7 faktorer, der er afgørende for, om det lykkes at frembringe holdningsændringer. Igen handler det om at kunne spille på mange strenge, som gensidigt kan forstærke de holdninger, man ønsker fremmet. Appendix, noter, stikordsregister og kort forfatterbiografi. For chefer og alle os andre.